Saxo Forfatterskole d. 29. Oktober 2012
Mira vågnede op. Hendes t-shirt var fuldstændig gennemblødt af sved. Der var noget galt, men hun kunne ikke sætte ord på det.
Irriterende at Jake var i Tokyo. Hun savnede ham altid, når han var væk. Hans mørkebrune hår og de stærke arme, hun kunne krybe ind i og føle sig tryg. Aftalen med japanerne var vigtig for hans firma, så hun måtte jo holde ud. Hun lyttede. Vinden ruskede i træerne udenfor.
Hun besluttede sig for at se til Aya. Længtes efter at ae hendes bløde kind og nusse de små proptrækkerkrøller. Hun listede ind på børneværelset.
Den tomme seng… Aya sov altid trygt og vågnede ikke så let. Hun var tit faldet i søvn i Jakes arme, når de gik tur. Mira ledte overalt i huset, mærkede sit hjerte slå hurtigere og hurtigere. Til sidst faldt hendes blik på en af Ayas glade tegninger af familien. Ovenpå tegningen var der skrevet med en forunderlig smuk skrift:
“Mor du skal ikke kontakte dine politikollegaer, for så piner han mig. Hvis du fortæller nogen, hvad som er hændt, så dør jeg. Dit eneste håb er at leve videre uden mig, for jeg er i skyggehelvedet. Du skal nok få beviser for, hvor slemt jeg får det, men du må aldrig sige det til nogen – ikke engang far. Far skal tro, at jeg er død. Håber du har forstået mor! Jeg elsker dig – Aya!”
Det var ikke Aya, som havde skrevet ordene. Hun var fem år og anede ikke, hvad et skyggehelvede var… Det var noget ganske modbydeligt og sikkert også uudholdeligt. Præcis så desperat følte Mira, at denne situation var. Hun satte sig på sengen og tog sig selv i bare at skrige højt, højt og inderligt. Det bankede voldsomt på hoveddøren nedenunder. Hun rejste sig, tog en dyb indånding, greb sin tjenestepistol og listede ned af trappen. Gennem dørhullet så hun deres naboer Sam og Maggie. Hun åbnede døren…
“Er der sket noget,” spurgte Sam og så undersøgende på hende.
Hun rystede på hovedet: “Ikke noget alvorligt!”
“Hvorfor skreg du så i flere minutter,” spurgte Maggie og så ud som om, hun egentlig ikke ville vide det, men det var sikkert Sam, som havde insisteret på at komme over.
“Vi har rotter i køkkenet! Jeg blev så forskrækket over de lysende øjne i mørket, at jeg stod og skreg, uden at vide hvorfor,” mumlede Mira. Hun kunne godt selv høre, at det lød usandsynligt med alle de ting, hun havde oplevet på sit arbejde med forsvundne børn, ville en gemen rotte vel ikke gøre hende så forskrækket…
Men de havde accepteret forklaringen, måske fordi det var det letteste…
Mira meldte sig syg fra arbejde og forsøgte at lægge en plan. Den mand hun elskede, som hun aldrig havde løjet for, ville komme til at hade hende inderligt. Hvordan kunne hun få ham til at tro på, at Aya var død? Mellem linjerne i brevet læste hun, at Jake var i livsfare, hvis det ikke lykkedes hende at overbevise ham.
Den tomme barneseng var et symbol på det indre savn, hun følte. Hvert andet minut var hun ved at ringe til Dave, hendes partner eller til Jake, fordi hun ikke kunne rumme smerten alene, men hun vidste nok om uhyggelige gerningsmænd til at genkende ondskab, når hun så den.
Brevet ovenpå den glade tegning, var ren ondskab. Mira sov ikke, spiste ikke, drak kun lidt og ventede på at få en ny besked fra helvede… Hun tilbragte timevis i den tomme barneseng, mens hun mumlede, “Aya min Aya!” Endnu var det ikke blevet et indre skrig!
Saxo Forfatterskole 12. November 2012
De små forhøjninger i jorden under træerne lignede hinanden lige bortset fra dukkerne og bamserne, som var nøje placeret. Som gravsten var de sat ned i jorden. Hvis man fulgte en række, kunne man se tidens forfald.
De forreste dukker og bamser så stadig bløde ud, man fik lyst til at kramme dem. Men bare lidt længere henne var især bamserne blevet præget af vejrets hærgen.
Der var alt, alt for mange grave.
Mira sank ned på knæ ved en af de ældre grave. Dukken med proptrækkerkrøllerne og de brune øjne. På trods af dukkens alder, det våde hår, der ikke længere var intakt, tog Mira den i favnen og hulkede. Ligeglad med at dens hår faldt af og gjorde hendes trøje beskidt. ”Aya min Aya…” mumlede hun.
Sløret af tårerne fik hun øje på et glimt af blændende hvidt, der stak op af jorden. Hun tørrede sine øjne og kiggede nærmere. Det var skelettet af en barnehånd. Lillebitte med fem små fingre i den fugtige muld. Tre små led på hver finger, der ikke helt hang sammen, fordi der skulle være plads til at vokse. Den alt for lille skelethånd, på den alt for mørke jord…
Det var der, midt mellem gravene, at hun besluttede sig. Den frygt, hun havde følt i årevis, var væk. Hun rejste sig beslutsomt og ringede til Dave. Først troede han ikke på hende. Var sikker på, at han havde hørt forkert. Det tog adskillige forsøg, før det gik op for ham, at hun endelig fortalte ham sandheden. Han var rasende. Hun kunne høre noget, der blev knust. Sikkert en kaffekop. Han lovede, at de kom derop sammen med hele efterforskningsholdet.
Hvad han sagde til chefen, ville hun lade være op til ham. Hvis hun blev straffet for ikke at have sagt noget før, var det helt sikkert fortjent. Hun mærkede et stærkt vindpust, som om hele skoven var lettet over, at skyggehelvedet endelig var afsløret.
Bedst som hun stod der og følte byrden lette modtog hun en sms.
”Magt er midlertidig – det må selv jeg sande. I aften ringer vi til dig omkring midnat – så får du lov til at sige farvel for altid til Aya. Skyggehelvedet vil kræve endnu et offer, og det er dit valg Mira!”
Stormen kom med fuld styrke indeni. Hun var ikke længere paralyseret, men rasende. I tre år havde hun holdt sin mund, og så gav han hende en halv dag til at løse hele gåden. Hun knyttede hænderne og begyndte at slå på træstammen. Splinter af bark faldt ned på graven med den lille hvide skelethånd. Hendes knoer begyndte at bløde, men hun kunne ikke stoppe. Aya ville dø her til aften, hvis hun ikke vækkede tigeren. Afmagtens æra var forbi…
heavenzanny 